Forside - Organisation - Vedtægter
Hjælp til Ruslands Vedtægter
"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi
Lov" (Gal. 6,2)
Navn og hjemsted
§ 1
Foreningens navn er Hjælp til Rusland. Foreningens hjemsted
er knyttet til formandens hjemsted.
Formål
§ 2
Foreningen hviler på Den Danske Evangelisk-Lutherske Folkekirkes grund.
Foreningens formål er at skabe og vedligeholde kontakt til Den Ortodokse
Kirke i Rusland, dens menigheder, institutioner og organisationer samt
enkeltpersoner, og herigennem yde almennyttigt, humanitært hjælpearbejde
under gensidig dialog.
Kontingent
§ 3
Hjælp til Ruslands midler fremskaffes ved kontingent fra foreningens
medlemmer, ved frivillige gavebidrag, ved ansøgninger til fonde og lignende
og på anden vis.
Kontingentopkrævning for et regnskabsår fremsendes senest den 1. april
i det pågældende regnskabsår. For nyindmeldte medlemmer opkræves kontingentet
dog umiddelbart efter indmeldelsen.
Medlemmer
§ 4
Som medlemmer kan optages personer tilknyttet Den Danske Folkekirke
eller et andet kristent trossamfund, og som loyalt tilslutter sig foreningens
formål.
Bestyrelse og suppleanter
§ 5
Bestyrelsen består af mindst 5 og højst 7 medlemmer,
der vælges på den ordinære generalforsamling. På
skriftligt tilsagn kan vælges et medlem, der ikke deltager i generalforsamlingen.
Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen regnet
fra denne vedtægts vedtagelse. På lige årstal afgår
2 af 5 eller 3 af 6/7 medlemmer, og på ulige årstal afgår
3 af 5/6 eller 4 af 7 medlemmer.
Til bestyrelsen vælges 2 suppleanter, der opfylder samme valgbarhedsbetingelser
som bestyrelsens medlemmer. Suppleanterne vælges for 1 år
ad gangen.
Genvalg kan finde sted.
I tilfælde af et bestyrelsesmedlems forfald indtræder en
suppleant i resten af det afløste bestyrelsesmedlems valgperiode.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er personligt myndige.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer
og sekretær.
Bestyrelsen skriver referat af sine forhandlinger.
Tegningsregler
§ 6
Hjælp til Ruslands daglige ledelse med beslutninger af rutinemæssig
karakter varetages af formanden eller i tilfælde af dennes fravær
af næstformanden.
Foreningen tegnes udadtil af den samlede bestyrelse.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af 5 eller 4 af
6/7 medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved almindeligt
stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller optagelse
af lån kræver godkendelse på en generalforsamling.
Det påhviler formanden at oplyse foreningens navn, når der
indgås aftaler på foreningens vegne. For Hjælp til Ruslands
forpligtelser hæfter alene foreningens formue.
Generalforsamlingen
§ 7
Generalforsamlingen er Hjælp til Ruslands højeste myndighed.
Stemmeret på generalforsamlingen har alle medlemmer, hvis medlemskab
er registreret i Hjælp til Rusland senest den sidste hverdag i september
i det omtalte regnskabsår.
Stemmeret på generalforsamlingen udøves ved personligt fremmøde.
Beslutninger tages efter almindeligt stemmeflertal, bortset fra beslutningen
om foreningens opløsning, hvortil der kræves kvalificeret
flertal, jfr. § 12.
Ordinær generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes årligt og senest 4 måneder
efter regnskabsårets udløb med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Aflæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning
4. Fastsættelse af kontingent
5. Behandling af emner eller forslag
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af 2 suppleanter
8. Valg af 2 revisorer blandt medlemmerne eller antagelse af professionelt
revisionsfirma
9. Eventuelt
Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 14 dages
varsel. Datoen for generalforsamlingen offentliggøres 6 måneder
før afholdelsen.
Foreningen tegnes udadtil af 3 bestyrelsesmedlemmer: formanden, næstformanden
og kasseren.
Forslag eller emner til behandling under dagsordenens pkt. 5 kan fremsættes
af ethvert medlem. Emner/forslag skal fremsendes skriftligt og være
formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet
af fremmødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen
anser det for nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 10%
af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt kræver det.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst
14 dages varsel.
En ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig, når
mindst 20% af de stemmeberettigede medlemmer er til stede. Er en ekstraordinær
generalforsamling ikke beslutningsdygtig, indkaldes inden 14 dage på
ny til ekstraordinær generalforsamling, som da er beslutningsdygtig
uafhængigt af antallet af fremmødte stemmeberettigede.
Regnskabsår
§ 8
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret
Eksklusion
§ 9
Såfremt bestyrelsen finder, at hensynet til foreningens formål eller
anseelse gør det nødvendigt, at et medlem ekskluderes, rettes der en henstilling
til den pågældende om at melde sig ud.
Såfremt en sådan henstilling ikke imødekommes, kan bestyrelsen ekskludere
det pågældende medlem, som dog har ret til at indbringe spørgsmålet om
eksklusionens berettigelse på den førstkommende generalforsamling eller
ekstraordinære generalforsamling.
Arbejdsgrupper
§ 10
Bestyrelsen kan godkende, at der som en del af Hjælp til Rusland oprettes
arbejdsgrupper med arbejdsområder efter aftale med bestyrelsen.
Arbejdsgrupperne skal fungere loyalt og i tæt samarbejde med bestyrelsen
og skal i fornødent omfang indhente formandens accept af påtænkte initiativer.
Arbejdsgrupperne kan ikke tegne Hjælp til Rusland.
Arbejdsgrupperne fremsender dagsorden og referat fra deres møder til
formandens orientering.
Bestyrelsen kan efter et konkret skøn stille en begrænset arbejdskapital
til rådighed for den enkelte arbejdsgruppe, der aflægger sædvanligt regnskab
herfor over for kassereren med udgangen af regnskabsåret.
Vedtægtsændringer
§ 11
Vedtægtsændringer kan ske på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling,
når forslag til vedtægtsændringer er optaget på et særligt punkt på dagsordenen
og bekendtgjort for medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
M.h.t. beslutningsdygtighed stilles samme krav som ved ekstraordinær generalforsamling,
jfr. § 7, sidste afsnit.
M.h.t. beslutningsdygtighed stilles samme krav som ved ekstraordinær
generalforsamling, jfr. § 7, sidste afsnit.
Opløsning
§ 12
Hjælp til Ruslands opløsning kan kun ske ved en beslutning af en i
dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til opløsning kræves et flertal på mindst 75% af de afgivne stemmer,
og generalforsamlingen vælger et udvalg på 3 medlemmer til at forestå
afvikling af foreningens aktiver og passiver i overensstemmelse med foreningens
formål.
Ingen del af formuen må tilfalde enkelte medlemmer.
Efter afvikling indkalder udvalget til en sidste generalforsamling,
hvor der aflægges regnskab for afviklingen før konstatering af foreningens
ophør.
§ 13:
Uanset bestemmelsen i § 7, 2. afsnit vil stemmeret under de punkter
på dagsordenen, der behandles på den ordinære generalforsamling
i 1997 under denne vedtægt, dog tilkomme alle medlemmer, hvis kontingentindbetaling
for 1996 er registreret i Hjælp til Rusland senest den sidste hverdag
i 1996. Det samme gælder på den ekstraordinære generalforsamling,
der evt. måtte blive nødvendig med henblik på vedtagelse
af denne vedtægt.
***
Vedtægter vedtaget på den stiftende generalforsamling i Aalborg
19. juli 1991.
Den her foreliggende vedtægtsændring
vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling i Mørkhøj
Kirkes menighedslokaler, den 27. februar 2008.
|